Menneskerettighedernes Elvis har forladt hytten!

Der er fri jagt på sund fornuft og menneskelighed.

Til min begravelse skal der fyres fede og spilles møgbeskidt funk og hævi!

Og der skal lige komme en eller anden selvbestaltet repræsentant for den rigtige mening og sige at folk skal ta’ robotten på. Så får han karmahøvl lige mæ’ det’ vuns!
Hvor er jeg bare træt af deres øjne på stilke uden øjenlåg evindeligt spejdende efter noget at blive forarget over, og når så der viser sig det mindste, skal det skamrides til ukendelighed, og de mørbankede rester gnubbes godt og gevaldigt grundigt rund i fjæset på alt og alle.
Hvor er de dygtige….. De sensationshungrende bladsmørere!

Noget nær det tætteste denne klode er kommet på Supermand er død og nu skal der så indføres instagram- og hipstamatic-forbud

worldwide…..

fik vi diskuteret juletræet i kokkedal færdig, eller skal den også lige ha’ at par omgange på håndsvinget, så vi ka’ få skabt no’n forsider ?

Nej, for at hundrede års nok mest succesfulde frihedskæmper kan da umuligt tiltrække så meget opmærksomhed som forargelsen over et par burgøjserministre og en præsidentiel marionetdukke gi’r sig til at lege med smartphone.

Nå ja herregud…. så frelste han nogle millioner fra undertrykkelse…. og hva’ så ?

De var jo alligevel bare nogle små negerbasser, ikke ?

Reklamer

Narkomani

Hvad er det for en størrelse?

Hvad er det der gør os afhængige af alt lige fra sukker til frit fald fra skyskrabere, dødskørsel på motorcykel og go’ sandkage, som Mormor troede hun lavede den ?

Det er vel grænsen mellem nydelse eller behag om man vil, og trang, dvs behov, der flyder ud.

Når behag BLIVER behov. Snarere end at der findes et fornuftigt skel imellem de to begreber.

I princippet findes der kun to nydelsesmidler. Endorfin og Serotonin. Det ene beroliger og det andet gør glad. Okay…. så er der Adrenalin, som enkelte personer også er blevet afhængige af, men det har i princippet bare en forstærkende virkning på de to andre og bliver i sidste instans bare til en udløsningsmekanisme, for disse.  Det er vel lidt det samme som, at glæden ved smagen af en go’ whiskey ret hurtigt glider i baggrunden for alkoholens virkning på centralnervesystemet.  I hvert fald i de tilfælde hvor der bliver tale om decideret afhængighed.

At visse interessegrupper i deres utrættelige søgen efter argumenter der kan bruges til at kontrollere deres medmennesker (dvs dig og mig), så har forskellige kvantitative udtryk for hvornår man er alkoholiker og hvornår man er narkoman, er så en anden side af sagen, vi ikke skal komme ind på her.

Faktisk var det slet ikke narkomanien som sådan, jeg villle ind og pille ved her. Faktisk handler det om noget så almindeligt som opmærksomhed. Den vi giver hinanden, når vi ses.

Der er masser af forskellige former for opmærksomhed.

Som udgangspunkt kan vi gruppere dem, lidt lige som syretrip. Der findes to slags. Der er det go’e trip og så er der det dårlige. Sådan er det også med opmærksomhed. Der er go’ og dårlig opmærksomhed.

Nogle udvikler afhængighed af bevidsthedsudvidende substanser. Andre udvikler afhængighed af opmærksomhed.

En sjov betragtning jeg har gjort mig over årene er, at på et meget væsentligt punkt adskiller opmærksomhedsnarkomaner sig fra andre narkomaner. Hvor de fleste narkomaner, jeg kender til, er overbeviste om, at alle andre OGSÅ er narkomaner, så har opmærksomhedsnarkomanerne mere travlt med at det er alle andre end dem selv, der er det. Man kan måske snige sig til den konklusion, at narkomaner er mere selvbevidste end opmærksomhedsnarkomaner, men det er så et spørgsmål om ikke opmærksomhedsnarkomanerne dybest set godt er klar over deres lille last, men egentlig ikke helt vil erkende den.

Der forskes i disse tider som aldrig før. Og det skulle undre mig meget, hvis opmærksomhedsnarkomaniforskning ikke også var et populært felt. Man kan i hvert fald sige, at med alle de livsstilskanaler, modeblogs, realityshows og en døgnfluedrevet musikbranche, der skovler stadig stigende mængder kapital indendbords, så skulle man være godt rådden i skallen hvis ikke man kunne forestille sig en Ph.D eller tre ligge og vente der, ivrigt skrålende på nogen der har lyst til at omsætte det i forvejen foreliggende datamateriale til go’ gammeldaws’ gedigen videnskab. Man kan sige at kirken jo i og for sig har været der allerede (noget med en anarkistisk hippie, der ragede sig uklar med handelsstandsforeningen i det mondæne centrum af Jerusalem, hvilket tiltrak liiiiige lovligt meget opmærksomhed for enkeltpersoners for godt befindende, hvilket prompte udløste en markant og højkoncentreret dosis returopmærksomhed der kunne sømme sig for sådan en slambert ). – Også bare for at få en akademisk vinkel på markedsanalyserne og knastørre parametre, såsom udbud og efterspørgsel og andet dødkedeligt, som ingen alligevel forstår et klap af, men ganske vist mener at vide en hel del om.

(psssst …… Når en gruppe af forretningsdrivende er i stand til at bestemme over priser, udbud og efterspørgsel, så er markedskræfterne sat ud af spillet )

nå… den betragtning får nok ikke lov til at få SÅ megen opmærksomhed i vore hæsblæsende mediestorme.

Men hvor kommer denne higen efter opmærksomhed fra ?

Hvorfor er det så vigtigt, at den der fede Ford Fairlane eller det der rolex-ur er ens ejendom? Bliver en Ford Mustang Shellby GT 500 pludselig federe af, at alle kan se at den tilhører dig ? Eller er du virkelig så naiv og snot-imbecil at tro, at alle synes at DU bliver en skid federe, fordi vi kan se, at den gamle smadderkasse totalt ejer din røv?