Besøg hos en god gammel ven

Heeeeiii…. hvem er du ? ? ? Spurgte det storsmilende ansigt, da døren blev åbnet af en jeg ikke kendte. Æhhh….. hej…. og i lige måde fristes jeg næsten til at sige, men jeg hedder *Wildskud* og er en af Gammelven’s  gamle venner. Hvem er du så ? Jeg har bare lejet huset her, fordi Gammelven har fået en kæreste i Mozambique og så skulle huset jo ikke stå tomt. Gammelven bor i øvrigt nede i Lillehus (gammelven har en stor grund med flere huse og campingvogne på). Vil du ikke indenfor ? ? ?

Det ville jeg gerne.

Gammelven er i øvrigt ved at tage kørekort og han er til teori nu, så han er først hjemme klokken lidt over sent, vil du ha’ en kop kaffe ?

Gæt selv (det ville jeg gerne).

Vi snakkede lidt om hvem hinanden var og sådan indtil jeg til sidst blev nødt til at stille et spørgsmål, der har rodet i mit hoved siden 2008, hvor jeg boede i et kollektiv med et par…… hvad skal jeg kalde dem ???…… sindssyge ? ? ? – mennesker. (der blev blogget end ikke så lidt om skrækkens gule hus i min gamle blog).

Jeg spurgte hende, der nu boede i Gammelvens hus, om hun tilfældigvis kendte til en der hedder Matti…… længere nåede jeg ikke. Hendes ansigt lyste op, mens hun gjorde et hop på stolen og drejede sig over til sin kæreste med iveren strålende ud af ørerne: “NU……!
-kommer der med garanti noget  RRRRRRRRIGTIGT godt” ! mens hun ivrigt klappede i sine hænder. Neeeiiiiii… sig mig så….. hvad kender du til Matti?

Jeg fortalte om min tid i det skrækkens gule hus. Om Matti’s døgndriftsterror og svineriet, der overstiger enhver forstand, som jeg så i øvrigt blev beskyldt for at være arkitekten bag. Hendes afsindige raseriudbrud og “sætten dagsorden” (som hun så øjeblikket efter hhv selv overtrådte og omstødte…. og alligevel ikke)

Fem års oplagret frustration nærmest skyllede ud gennem fingrene på mig, da Gammelvens lejer sagde til mig: “Nu kan du så vinge af på dit CV, at du har været i tæt kontakt med et klasse-A eksempel på en skingrende vanvittig borderline personlighed.

Efterfølgende var der anekdoter fra deres side, om Matti hin fagre mø og Daniel, hendes ellers så godmodige, tålmådige, viljefaste og kærlige mand, der åbenbart nu er spundet helt ind i hendes dystre net af sorthvide tråde.

“Hun havde rigtigt fået ham gasset op til et træf (noget med læderbukser og langt skæg og hjemmelavede telte af hør og lyden af våbengny og latter), og han var blevet agressiv over for nogle i forsamlingen, hvortil en, der åbenbart havde kærestet lidt med Matti, men dog var sluppet væk i tide, havde peget på Daniel med en storskraldende latter: “HA ! ! ! ! Nu er det DIG der er den ! ! ! ”

Jeg kunne skrive endeløse spalter her, om vores videre samtale, men jeg vil her nøjes med at konstatere, at efter den samtale og en god køretur under stjernehimlen, forstår jeg MEGET mere omkring “kvinderne i mit liv”.

Nu mangler jeg bare at forstå hvorfor jeg har formået at tiltrække, og falde for,  den ene efter den anden efter flere på hinanden følgende af den slags kvinder. Set tilbage har mit kærlighedsliv været en lang perlerække af den slags splittende, jaloux, manipulerende, subtile, småperfide man eaters.

“Hun har tygget… STORE…… STÆRKE…… GODE…. KÆRLIGE….. VIL-JE-FAS-TE…. BRRRRAAAAAAAVE MÆND ! ! ! …. – og spyttet dem ud som sønderknuste, knækkede, frygtsomme, på-sjælen-vansirede, hinsides enhver rekreations, evigt selvudslettende, selvbebrejdende ynkværdige stakler”

Jeg har været lidt i konflikt/dialog med mig selv her, hen mod slutningen, om hvor vidt det er på sin plads at nævne Daniel og Matti med deres navne. Det er jo i princippet en form for gabestok jeg udstiller dem i her (omend den er godt gemt af vejen for offentlighedens søgelys). I princippet er jeg imod tilsværtninger på nettet, hvad end der er tale om navngivne personer eller om deres identitet holdes skjult. Men jeg levede det meste af et år under samme tag og kan ikke hævde endnu helt at have sluppet traumerne fra dengang. I dag ville jeg ønske, at nogen havde kunnet råde mig fra at flytte ind i skrækkens gule hus i Stavtrup, hvilket blot ville betyde, at sorteper var tilfaldet en anden og at jeg ville være blevet afskåret fra at få den herover nævnte indsigt.

Der er en dybere mening med alt……

Så hvis du bor i et bofællesskab/kollektiv af en art og der en dag står et overmåde lykkeligt par, med verdens mest vidunderlige barn og præsenterer sig som Daniel og Matti, og viser voldsom stor interesse i at blive en del af huset, så var det måske en ide at overveje en ekstra gang, om i har lyst til at lade jeres liv invadere af mørket selv.

Det starter med te-koppen…..

– hendes te-kop. Den er universets centrum. Pudsigt…. ved nærmere eftertanke…. Min fars kone nummer to havde det ligesådan med sin tekop….

Pis…. tog jeg den røde pille der ? Hvor dybt stikker det ormehul her ?

Nuvel…. I en eller anden forstand føltes det som en frifindelse at høre, fra en anden person, der kendte Matti (fra barnsben) ikke bare en frifindelse i forhold til vanviddet i skrækkens gule hus, men stort set alt det vanvid jeg har mødt i mine parforhold hidtil. De var lige ved at få mig til at tro, at det var mig den er gal med. Bevares…. jeg er ikke som folk er flest og da slet ikke noget i nærheden af at være perfekt. Ligeledes  er klar over at jeg ikke passer ind i denne verden. Men jeg ved at “urimelig-hatten” ikke er min. Det har jeg i grunden hele tiden vidst, men på en gang fik jeg vished for, at jeg ikke er alene med min viden.

– og det er en vidunderlig fornemmelse at kunne børste støvet fra tidligere kuldsejlede forhold af sig og vide at uretmæssige beskyldninger om vold, børnemishandling, og guderne må vide hvad, altsammen er udsprunget af et mørke, jeg nu kender, men aldrig vil forstå. – og ikke behøver at forstå. Men nu ved jeg hvilken alarmknap der betyder “alvor”.

Reklamer