Lidt heldig har man da lov at være

Sidste sommer fik jeg lov til at genstifte mit bekendtskab med det gode gamle redskab, hø-leen. Vi skulle have have, ja vi sku’, og på en sen aftengåtur, hvor der skulle luftes en hund, blev jeg guidet gennem den nærliggende kolonihaveforening. Her var der mulighed for et fristed til ungernes leg og nok også til et persillebed.

~hører du en ældre bonde tale om en “hjøll”….~
~så’rd så’rn en~

Jeg har egentlig altid gerne villet have en have, og det tog nok ikke mange brøkdele af et sekund før jeg var med på ideen. Der blev gået et par ture i foreningen og valget faldt på en såkaldt “skidthave”. Til dem der ikke er klar over hvad sådan en er, så er der altså tale om et stykke i flere år, ad flere omgange, kun ganske sporadisk berørt vildnis af frøgræs og andet ukrudt, med flere små zoner af påbegyndt losseplads og knuste drivhusruder, samt deponi af grenafklip fra flere år tilbage.

Men den viljefaste med et mål lader sig ikke kue. Han smøger ærmerne op og ta’r fat, og når forhindringen mødes gør han sig stædig og siger “det kan lade sig gøre”.

Det skulle tage mig helt frem til november før min arm igen var bare nogenlunde brugbar. En ting er at slå en trillebørfuld fodergrønt til en flok glade grissebasser. En anden ting er at  gnave sig igennem 800m2 frøgræs med en lystig blanding af bynke og bulmeurt, samt en tredie tykstænglet ukrudtsplante, jeg ikke lige husker navnet på. Men jeg kom så meget i bund, at en plæneklipper kunne komme i spil.

Syntes opgaven for uoverskuelig var det blot et spørgsmål om at bevæge sig to haver længere hen ad den lille stikvej, til numer 46, hvor et ungt par, med hjælp fra venner og entreprenørmaskiner havde fået bugt med et tilsvarende stykke vildnis. Pænt så det ud med bar jord og en dynge regulære brændeknuder fra et dødsdømt æbletræ og det lille kaninbur, æstetisk henslængt i midten af det hele. – Og så tilbage til nummer 48 til en mundfuld sodavand og så ellers på den igen.

Men ak… drømmen måtte briste i september….. -og endnu engang i slutningen af november, hvor december heller ikke bød på  det helt store “garden-party”

Kort efter nytår måtte det for Wildskud og eks-co’s vedkommende siges, at hvedebrødsdagene var ovre, og drømmen om kærligheden og samlivet og dermed også  det fælles haveprojekt, var et overstået kapitel.

En dag i februar…

– hvor solen skinnede og den første spæde duft af jordbakteriernes arbejden i sorten muld bredte sig lifligt til mine næsebor, gik jeg til kolonihaveforeningen med det formål at udse mig min EGEN lille plet hvor JEG kunne genoptage MIT projekt. Et projekt der skal resultere i et fristed for mig og mine kære, hvor vi skal dyrke jorden og høste dens afkast.

Efter en længere gåtur rundt mellem haverne faldt min vej forbi det man vil kunne kalde for fælleshuset.

~Skulle nogen finde på at kalde det for en vinstue, ville det nok heller ikke være mere misvisende end hvad rimeligheden og fornuften byder~

Her kunne man hurtigt fortælle mig hvilke haver der var til overtagelse. På listen over ledige haver sprang tallet 46 mig i øjnene. Godt optændt af iver fattede jeg telefonen samme aften og ringede til haveforeningens formand.

Det viser sig, at det ikke kun var parret i nummer 48 der havde måttet indse, at kærligheden ikke stod mål med interessekløften. De unge mennesker der så nydeligt havde ryddet nummer 46 havde ligeledes knækket Amor’s pil og besluttet at gå hver til sit, hvormed man, efter nummer 48’s tilstand at dømme, skulle kunne formode, at deres indsats havde været spildt. men sådan skulle det altså ikke gå.

Wildskud er nemlig nu indehaver af 800m2 velplejet have med tre store frugttræer og et mindre og meget lettere overkommeligt brombærkrat. Det skal ikke tage en eftermiddag at få bugt med. Der vil selvfølgelig løbende komme rapporter fra det grønne. Måske endda ligefrem et foto 🙂

Reklamer

Wildskud er tilbage i sadlen

Wildskud’s adresse bliver nu brugt til kreative ting, hvorfor denne lille adresseændring til de vilde skud i tågerne.

Det her med at sidde og revse mine ekser og retfærdiggøre mig selv med halve sandheder og små forvredne løgne, som i sidste ende udelukkende skal tjene det formål at  pleje mit eget spejlbillede, er mit liv simpelthen for kort til. Og jeg kan sagtens se mig selv i øjnene og leve med de fejl jeg har begået her i livet.

Omtrent et halvt liv er levet og fandeme da nej, om den anden halvdel skal spildes på at mane den slags til jorden.

Dem om det…. Hovedsagen er at jeg ved hvad der er løgn og hvad der er sandt, og har egentlig ikke behov for at svine andre mennesker til, eller blive klappet på ryggen.