Taknemmelighed

Ældste-knæjt stoppede på efterskolen for halvandet år siden.
Han orkede ikke sine skolekammeraters evindelige piven over alt, lige fra maden til den undervisning, de fik på skolen.
Der var ikke én gåtur, hvor der ikke blev pevet over vejret og generelt så han brok og nederenhed, over alt…..

Han isolerede sig på sit værelse, med youtube og venner fra PlayStation-netværket..

Skolen mente at han var deprimeret og ville have en udtalelse fra lægen, for at han kunne fortsætte.

To minutters svar på et spørgsmål, rettet til Ældste-knæjt forsikrede mig om, at det snarere var skolen, der skulle have en lægeerklæring for at jeg ville sende ham tilbage.

Nu talte jeg så med en veninde her i går aftes……
Hendes datter er blevet jagtet af de sociale myndigheder og anbragt i det ene undervisningsforløb efter det andet, på den ene efterskole efter den anden.

Endelig har en socialrådgiver forstået budskabet……..

Det krævede en eneste kommentar fra pigebarnet…..

“De kunne sgu godt vise bare en smule taknemmelighed…… – men intet et godt nok til dem”!

Nu kommer hun et sted hen, hvor de menneskelige værdier betyder noget…….

TAK ! ! !

Reklamer

Terror og tyranni

Fik vi sagt det tit nok, til at det blev sandt ?
-Terror?

Nej vel…..? Der er stadig nogle, der står fast på forklaringen om en gal mand, der måske ganske vist mente, at han gjorde noget godt for sin gud, men ikke var en decideret terrorist.

Nuvel…. så må vi jo finde nogle medskyldige til hans terror…….

– For vi har allerede bestemt os for hvad det skal hedde. Uanset om det er sandt eller ej.

Let og elegant sprang vi videre fra spørgsmålet, om galningens handlinger var terror, og til spørgsmålet om, hvem der hjalp terroristen.

Og her har vi det så…… Terror-tyranni.

Mon jeg nu, allerede ved at skrive dette, har gjort mig skyld i at “hylde en terrorist” ?
– Alene ved at sætte spørgsmålstegn ved hele terror-problematikken…….

Det skulle der jo da nok være nogen der vil mene.

Jeg kan stadig glæde mig over at ikke alle har magt, som de har agt.

– endnu.

Lidt om at være dansk

Jeg er dansker. Født her og opvokset i den jydske muld.
Men jeg tror næppe, at det bliver her jeg stiller mine træsko.

Hvorfor ?

Fordi, dengang jeg blev født, var vi et folk, der trods uenigheder om den overordnede plan, elskede hinanden, fordi vi var danskere.
Der var kulørte lamper til gadefesterne (hvor blev de egentlig af? ) og de fremmede var vi mere eller mindre ligeglade med.

I dag hader vi de fremmede…..

Og vi vil skide hinanden et stykke.

Hvis det ikke lige omhandler vores eget lille frimærke af et liv, så rager det os en høstblomst.
Men omvendt, skal der da lige være det mindste, der ubelejliger så meget som nogen, vi har hørt om, så flyver vi op af stolene og skælder og smælder.

Og det er selvfølgelig politikernes ansvar, altsammen. – og skylden er alle de andres….. – især “de fremmedes”.

Engang var vi et folk…… I dag er vi revnende ligeglade med hinanden, når ikke lige der er landskamp. Og selv Roligan-bevægelsen er opløst.

Krager er vi, i en stor flok, hvor alle håber, at det er en af de andre krager, der bliver snuppet, når høgen kommer.

Det’ så dansk.

Når lyset bryder frem.

I mange år har jeg været fuld af ikke mindst forundring, men også i besiddelse af en ikke altid lige let forståelig retorik.

Mange gange har det måske været for at pakke et budskab ind. Ikke i sukker, bavares…. ikke Wildskud da…. næh nej. Her står menuen stadig på et stykke med surt. Men….. mit liv har taget en drejning. Det er sket siden jeg er flyttet til en by i det midtjydske (og ja… jeg staver til min død jydsk med D…. som man bør ! ! ! ).

Jeg har mødt verdens vidunderligste kvinde.

Og efter jeg har mødt hende er alting begyndt at se helt anderledes ud. Eller rettere….. mit fokus har flyttet sig over på anderledes udseende ting, om jeg så må sige. Små detaljer, der gør livet smukkere. Små ting vi alle kan gøre for at gøre hinandens hverdag lidt lysere og lettere.

Det vi i grunden alle er sat på denne jord for at gøre. – og som mange desværre er ved at glemme i deres iver for at bygge et eller andet pompøst palæ frem for at leve i det skur, de har.

Når man som jeg er født under den stjerne, jeg er født under, vil man vide, at hvis noget kan gå galt, så går det galt. Således er det her med uddannelsen også gået galt, igen. Prioriteringer, i ved. Nogle gange er noget her-og-nu-agtigt bare vigtigere end andre ting, så jeg er røget ned mellem to stole, i vores system. Ingen dagpenge og ingen S.U. vupti…..

Nyttejob i hjemkommunen.

Herligt!!!

Dette skal ikke ses som nogen form for udfald imod de økonmiske beslutninger, der er truffet vedrørende kontanthjælpsmodtagere. Men om de fysiske og personlige rammer, der forefindes i den del af verden. Egentlig skal det slet ikke ses som et udfald imod noget som helst…. og ja…. endda slet ikke som et udfald.

Blot en forundring. (forundring fryder jo, som bekendt)

Det første jeg så…

-var…… nej, lad mig begynde forfra.

Regel nummer ét for en rask ung tømrersvend: En fukssvans kan ikke save i vådt træ

Regel nummer to for en rask ung tømrersvend: En rusten fukssvans kan ikke save.

Det første jeg så, da jeg var kommet ud til pladsen, hvor alt det spændende skulle foregå, var at han stod og savede i en frisk gren med en rusten fukssvans…….. Hvad der ellers foregik rundt om den flishugger, al dramaet skulle udvikle sig om vil jeg ikke redegøre for her. Men jeg tør godt røbe, at jeg ikke fik lov at blive der længe. Måske mere herom senere. 

Til gengæld fik jeg en forfærdelig stroppetur, hvor jeg blev sat til at gå med fed musik i ørerne og feje et par haller med interessante artefakter til noget middelalderhejs med mjød og go’ teater, i stedet for at gå og nyde den svimlende, tangerende til det sublime, rendyrkede lykke, af nærmest ekstatiske dimensioner, der er de heldige beskåret, som sjosker rundt i pløre og putter kvas i en flishugger. Denne umådeligt hårde disciplinærstraf hvor jeg på aller unådigste maner blev fradømt retten til at opholde mig sammen med de andre, heribland et par sure eksemplarer af vores abekatte-art og måtte nøjes med selskab af fede musikere og en dejlig og positiv radiovært. Uhh…. Stakkels mig.
“Nå…. .! du hygger dig nok!” sagde han, ham den mavesure, der havde været inde på ledelseskontoret (fint navn til dét abebur) og klage over at jeg ikke lavede noget.

-oO( ja, hvem pokker tog du røven på )Oo.

Allerede to arbejdsdage efter blev jeg tilsagt til at møde på en anden afdeling af den kære nyttejobordning. Det er MEGET mere underholdende og lidt ramsaltet observationsredegørelse skal nok følge. For det var dog hysterisk så fedt det kan være….

Men mere herom næste gang.

Men hvor er det grotesk, så meget vi smider væk…… og hvilke anstrengelser vi gør os for at sikre, at når noget er smidt væk, så må det ikke komme i cirkulation igen. Jeg er intet mindre end målløs……..

hahah.. you wish 😉 bare rolig… jeg skal nok få fortalt hvad det er vi går og laver i det kommunale. Jeg har ikke bedre at give mig til, andet end hvad jeg har sat mig for at komme der for og at fortælle historien om det sted.

Jeg undlader at fortælle stedets navn og byens navn. Jeg nævner ingen navne på nogle af de implicerede. De der skal nævnes ved navn, får blomsternavne.

Hæng på, det kunne vise sig at blive spændende.

Men nu har jeg lige først og fremmest et knivskæfte, jeg skal have kigget på 😉 Det bliver flot.

og nåhh ja…. Dino….. Jeg skal ha’ kigget på Dino 😉

Menneskerettighedernes Elvis har forladt hytten!

Der er fri jagt på sund fornuft og menneskelighed.

Til min begravelse skal der fyres fede og spilles møgbeskidt funk og hævi!

Og der skal lige komme en eller anden selvbestaltet repræsentant for den rigtige mening og sige at folk skal ta’ robotten på. Så får han karmahøvl lige mæ’ det’ vuns!
Hvor er jeg bare træt af deres øjne på stilke uden øjenlåg evindeligt spejdende efter noget at blive forarget over, og når så der viser sig det mindste, skal det skamrides til ukendelighed, og de mørbankede rester gnubbes godt og gevaldigt grundigt rund i fjæset på alt og alle.
Hvor er de dygtige….. De sensationshungrende bladsmørere!

Noget nær det tætteste denne klode er kommet på Supermand er død og nu skal der så indføres instagram- og hipstamatic-forbud

worldwide…..

fik vi diskuteret juletræet i kokkedal færdig, eller skal den også lige ha’ at par omgange på håndsvinget, så vi ka’ få skabt no’n forsider ?

Nej, for at hundrede års nok mest succesfulde frihedskæmper kan da umuligt tiltrække så meget opmærksomhed som forargelsen over et par burgøjserministre og en præsidentiel marionetdukke gi’r sig til at lege med smartphone.

Nå ja herregud…. så frelste han nogle millioner fra undertrykkelse…. og hva’ så ?

De var jo alligevel bare nogle små negerbasser, ikke ?

Narkomani

Hvad er det for en størrelse?

Hvad er det der gør os afhængige af alt lige fra sukker til frit fald fra skyskrabere, dødskørsel på motorcykel og go’ sandkage, som Mormor troede hun lavede den ?

Det er vel grænsen mellem nydelse eller behag om man vil, og trang, dvs behov, der flyder ud.

Når behag BLIVER behov. Snarere end at der findes et fornuftigt skel imellem de to begreber.

I princippet findes der kun to nydelsesmidler. Endorfin og Serotonin. Det ene beroliger og det andet gør glad. Okay…. så er der Adrenalin, som enkelte personer også er blevet afhængige af, men det har i princippet bare en forstærkende virkning på de to andre og bliver i sidste instans bare til en udløsningsmekanisme, for disse.  Det er vel lidt det samme som, at glæden ved smagen af en go’ whiskey ret hurtigt glider i baggrunden for alkoholens virkning på centralnervesystemet.  I hvert fald i de tilfælde hvor der bliver tale om decideret afhængighed.

At visse interessegrupper i deres utrættelige søgen efter argumenter der kan bruges til at kontrollere deres medmennesker (dvs dig og mig), så har forskellige kvantitative udtryk for hvornår man er alkoholiker og hvornår man er narkoman, er så en anden side af sagen, vi ikke skal komme ind på her.

Faktisk var det slet ikke narkomanien som sådan, jeg villle ind og pille ved her. Faktisk handler det om noget så almindeligt som opmærksomhed. Den vi giver hinanden, når vi ses.

Der er masser af forskellige former for opmærksomhed.

Som udgangspunkt kan vi gruppere dem, lidt lige som syretrip. Der findes to slags. Der er det go’e trip og så er der det dårlige. Sådan er det også med opmærksomhed. Der er go’ og dårlig opmærksomhed.

Nogle udvikler afhængighed af bevidsthedsudvidende substanser. Andre udvikler afhængighed af opmærksomhed.

En sjov betragtning jeg har gjort mig over årene er, at på et meget væsentligt punkt adskiller opmærksomhedsnarkomaner sig fra andre narkomaner. Hvor de fleste narkomaner, jeg kender til, er overbeviste om, at alle andre OGSÅ er narkomaner, så har opmærksomhedsnarkomanerne mere travlt med at det er alle andre end dem selv, der er det. Man kan måske snige sig til den konklusion, at narkomaner er mere selvbevidste end opmærksomhedsnarkomaner, men det er så et spørgsmål om ikke opmærksomhedsnarkomanerne dybest set godt er klar over deres lille last, men egentlig ikke helt vil erkende den.

Der forskes i disse tider som aldrig før. Og det skulle undre mig meget, hvis opmærksomhedsnarkomaniforskning ikke også var et populært felt. Man kan i hvert fald sige, at med alle de livsstilskanaler, modeblogs, realityshows og en døgnfluedrevet musikbranche, der skovler stadig stigende mængder kapital indendbords, så skulle man være godt rådden i skallen hvis ikke man kunne forestille sig en Ph.D eller tre ligge og vente der, ivrigt skrålende på nogen der har lyst til at omsætte det i forvejen foreliggende datamateriale til go’ gammeldaws’ gedigen videnskab. Man kan sige at kirken jo i og for sig har været der allerede (noget med en anarkistisk hippie, der ragede sig uklar med handelsstandsforeningen i det mondæne centrum af Jerusalem, hvilket tiltrak liiiiige lovligt meget opmærksomhed for enkeltpersoners for godt befindende, hvilket prompte udløste en markant og højkoncentreret dosis returopmærksomhed der kunne sømme sig for sådan en slambert ). – Også bare for at få en akademisk vinkel på markedsanalyserne og knastørre parametre, såsom udbud og efterspørgsel og andet dødkedeligt, som ingen alligevel forstår et klap af, men ganske vist mener at vide en hel del om.

(psssst …… Når en gruppe af forretningsdrivende er i stand til at bestemme over priser, udbud og efterspørgsel, så er markedskræfterne sat ud af spillet )

nå… den betragtning får nok ikke lov til at få SÅ megen opmærksomhed i vore hæsblæsende mediestorme.

Men hvor kommer denne higen efter opmærksomhed fra ?

Hvorfor er det så vigtigt, at den der fede Ford Fairlane eller det der rolex-ur er ens ejendom? Bliver en Ford Mustang Shellby GT 500 pludselig federe af, at alle kan se at den tilhører dig ? Eller er du virkelig så naiv og snot-imbecil at tro, at alle synes at DU bliver en skid federe, fordi vi kan se, at den gamle smadderkasse totalt ejer din røv?

Wildskud og Walgflæsk

Så fik vi overstået vores allesammens overmåde vigtige valg. Der blev stemt så det var en ren lyst. Her hos Wildskud blev der hovedsageligt stemt på en 6-strenget westernguitar.

Nogle blev valgt, andre genvalgt og så var der dem der blev fravalgt.

Sådan er livet: Valg og fravalg.

Nu hvor vi så har fået blandet kortene lidt og smidt lidt gamle nikkedukker på porten og skiftet dem ud med de dersens såkaldte “ildsjæle”, som altid kan kendes på det faktum, at de “brænder” for ….. ja…. det de nu lige tror at DU interesserer dig for, så kan vi alle roligt læne os tilbage i den læderbetrukne og slå over på TV3 eller hvilken af de godkendte hypnotisører, vi nu hver især foretrækker at benytte os af, når det kilder i den del af vores virkelighedssans, der fortæller os, at hvis noget skal ske i det her samfund, er vi nødt til at rejse os op og gøre det selv. Også selvom der helt sikkert nok skal være en lov der forhindrer os i det.

En ting kan vi vide os sikre på, at uanset hvor du kigger hen, vil flertallet det pågældende sted juble lykkeligt over at netop deres kandidat fik borgmesterposten.

Så nu bliver alting helt anderledes.
Der vil pludselig være arbejde til alle. Lønningerne vil stige. Bankerne vil tjene penge på rigtige bankforretninger i stedet for at suge gebyrblod på småfolk. Udviklingen vil accelerere. De gamle på plejehjemmene vil få den rette pleje og skattetrykket vil falde til hidtil usete lave væredier. Den offentlige sektor vil begynde at fungere gnidningsløst og DSB vil begynde at levere tog til tiden og til en billetpris, der kun lige knapt tangerer det dobbelte af hvad en gammel rusten og utæt Toyota Corolla kan præstere.

Altsammen fordi vi gik til valg og stemte på dem vi havde mindst mistillid til.

Er demokratiet ikke bare vidunderligt ?

Diplomati

Hvad er det for et forsvarsværktøj at bruge ?

“Nå men jeg har egentlig ikke noget modsvar til det argument, du kommer med der, – og jeg kan godt mærke hvor du bevæger dig hen. Du bevæger dig derhen, hvor jeg ikke kan gøre noget og må indse, at jeg ikke har ret….

Så nu giver jeg mig bare til at knævre i munden på dig og skider på om du har en pointe eller ej, for jeg kan godt se at du har en pointe, men hvis jeg bare bliver ved med at snakke som en vandfald, så behøver jeg ikke at høre efter hvad du siger, for jeg er nemlig pisseligeglad med hvad du har at sige, eller nej det er jeg ikke, for sandheden er, at det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kan udmanøvrere dig verbalt, ligesom jeg kan udmanøvrere alle mulige andre, så nu giver jeg mig bare til at knævre i munden på dig og skider på om du har en pointe eller ej, for jeg kan godt se at du har en pointe, men hvis jeg bare bliver ved med at snakke som en vandfald, så behøver jeg ikke at høre efter hvad du siger, for jeg er nemlig pisseligeglad med hvad du har at sige, eller nej det er jeg ikke, for sandheden er, at det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kan udmanøvrere dig verbalt, ligesom jeg kan udmanøvrere alle mulige andre, så nu giver jeg mig bare til at knævre i munden på dig og skider på om du har en pointe eller ej, for jeg kan godt se at du har en pointe, men hvis jeg bare bliver ved med at snakke som en vandfald, så behøver jeg ikke at høre efter hvad du siger, for jeg er nemlig pisseligeglad med hvad du har at sige, eller nej det er jeg ikke, for sandheden er, at det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kan udmanøvrere dig verbalt, ligesom jeg kan udmanøvrere alle mulige andre, så nu giver jeg mig bare til at knævre i munden på dig og skider på om du har en pointe eller ej, for jeg kan godt se at du har en pointe, men hvis jeg bare bliver ved med at snakke som en vandfald, så behøver jeg ikke at høre efter hvad du siger, for jeg er nemlig pisseligeglad med hvad du har at sige, eller nej det er jeg ikke, for sandheden er, at det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kan udmanøvrere dig verbalt, ligesom jeg kan udmanøvrere alle mulige andre, så nu giver jeg mig bare til at knævre i munden på dig og skider på om du har en pointe eller ej, for jeg kan godt se at du har en pointe, men hvis jeg bare bliver ved med at snakke som en vandfald, så behøver jeg ikke at høre efter hvad du siger, for jeg er nemlig pisseligeglad med hvad du har at sige, eller nej det er jeg ikke, for sandheden er, at det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kan udmanøvrere dig verbalt, ligesom jeg kan udmanøvrere alle mulige andre, så nu giver jeg mig bare til at knævre ….

– og det gør jeg hver gang jeg er uenig med dig……

Hvor lærer de det ?

Er det det der med at i bliver trukket til side i skolen og…. psssst .. hey… osv ?

Eller har i luret en eller anden af ? For så er det at jeg tænker, hvor pissed er det lige du selv bliver, når du bliver udsat for dén behandling ?

Så det du i grunden siger til mig er, at vi lige så godt kan opgive at tale sammen om ting ?

 

Nomadeliv

Eller i rettere afslutningen på det.
Jeg er landet i en by i det jydske og her bliver jeg.

Faktisk var jeg på vej hertil for omkring et par år siden, men et tilsyneladende elskeligt kvindemenneske fik mig overbevist om, at det måtte være det fede shit at flytte til Nyborg.

Det var det ikke…

Det viste sig, at det fede shit, ved at flytte til nyborg, drejede sig om, at ham, hun legede Batman og Catwoman med, og ellers bare var ven med, boede i den her by.

Det ville ikke have været det fede shit, hvis han og jeg var mødtes i en eller anden sammenhæng, og kunne føre længere samtaler om hende den søde med brillerne i Nyborg, for senere at finde ud af, at hun var en og samme person.

Det ville sådan set bare ha’ været noget shit…. – for hende i særdeleshed.

Så nu er jeg flyttet tilbage til Jylland. Det er ikke noget shit. Eller jo…. det er faktisk det fedeste shit.

Her er familie og venner. Børnene er ikke to timers togtransport væk. En mor slipper for en køretur på to timer hver vej, plus færdselsuheldsforsinkelser. Klart noget man burde sætte pris på og ikke bare betragte som en selvfølge.

Faktisk burde mennesker måske lære at sætte noget mere pris på hinanden og ikke bare betragte de gode ting der bliver gjort for dem som selvfølger.

Jeg vil gerne have lov til SELV at betragte de ting jeg gør for folk som selvfølger. Det skal de ikke bekymre sig om.

I sidste ende er alt vi gør, jo noget vi gør for vores børn, ikke sandt ?

Denne gang har jeg bare været så heldig, at det jeg har gjort for mine børns skyld, også samtidig er godt for mig selv.

Betragt det som en bonus…